Jødisk begravelse - traditioner og ritualer

I jødedommen anses menneskets død som overgangen mellem den fysiske og den åndelige verden, og en jødisk begravelse er således et vigtigt ritual der afvikles med respekt for både den afdøde og de sørgende.
En jødisk begravelse skal afholdes hurtigst muligt

I den jødiske tro, er der tradition for, at en begravelse skal afholdes hurtigst muligt efter at døden er indtruffet. En jødisk begravelse skal gerne finde sted inden for det første døgn. Dette sker af respekt for den afdøde samt af hensyn til de pårørendes sorgproces. Man lader ikke den afdøde være alene, det er almindeligt at familiemedlemmer våger over den afdøde indtil denne køres bort i en kiste.

Da jøder ofte bor spredt over forskellige landegrænser og kontinenter, så er det ikke altid at dette tidsperspektiv kan overholdes, men så bør begravelsen af en jøde finde sted hurtigst muligt herefter. Det er generelt accepteret, at der kan gå længere tid end et døgn, så længe man bestræber sig på, at begravelsesritualet finder sted ved først mulige lejlighed. Dette tillader at familien kan samles, lokationen kan arrangeres og den øvrige nødvendige planlægning kan finde sted.

Eftersom døden ofte er en pludselig, uventet begivenhed, så er der stor overbærenhed inden for det jødiske trossamfund, i forhold til pludselige aflysninger og afbud i forbindelse med nødvendigheden af deltagelse i en begravelse. En jødisk begravelse ses som et vigtigt ritual i forbindelse med overgangen fra livet til den åndelige verden, og det anses som en god gerning at være til stede under begravelsesritualet.

Alle er lige i døden

Inden en jødisk begravelse bliver afdøde vasket og iklædt hvidt tøj. Mændene iføres deres bedesjal. Der gøres således ikke forskel på mennesker i det sidste sæt tøj.

I jødedommen anses alle som værende lige, og der benyttes derfor en helt simpel kiste, som ikke bør være prangende på nogen måde. Kisten skal være i umalet træ, og helst uden søm, da den skal være fuldstændig nedbrydelig, så de jordiske rester med tiden kan gå i ét med jorden. I jødedommen benytter man sig ikke af ligbrændinger, da det er vigtigt at kroppen får lov til at hvile i fred, og ikke bliver forstyrret af menneskelig indblanding. Idéen om kroppens hellighed gælder også i døden. Man siger ligeledes at gravstedet repræsenterer afdødes hellige grav fred, og man nedlægger derfor aldrig et jødisk gravsted. På den måde sikrer man sjælens evige fred.

Man benytter sig ikke af udsmykning og blomster ved en jødisk begravelse, da blomster repræsenterer glæde og festligheder, og ikke anses som værende passende ved en begravelse. I stedet lægger man små sten ved gravstedet. I denne tradition ligger også erkendelsen af, at i døden er der ingen forskel på rig eller fattig. Der er også tradition for, at man lægger en sten ved gravstedet som et vidne om, at gravstedet bliver besøgt. Blomster og lys anses som værende levende, og man har ikke tradition for, at tage noget levende og gøre det dødt.

Traditionerne ved den jødiske mindehøjtidelighed

Der er tradition for, at afdødes slægtninge river en flænge i deres tøj for at udtrykke deres sorg over afdødes bortgang.

En jødisk begravelse finder typisk sted i et kapel. Til højtideligheden synges der salmer og læses hebraiske bønner. Rabbineren holder en mindetale på dansk for de pårørende. Herefter ledsager man afdøde til gravpladsen, hvor selve jordfæstelsen finder sted. Også her læses de traditionelle hebraiske bønner. De pårørende kaster 3 skovlfulde jord på kisten, for at vise afdøde en sidste ære. Til sidst siger man i fællesskab den hebraiske bøn Kaddish, som er en lovprisning af Gud, og som udtrykker den fundamentale accept af Guds storhed og vilje. Kaddish repræsenterer også mindet og afsiges hvert år på afdødes dødsdag.

Jøder begraves både på jødiske gravpladser, samt på kirkegårde med blandede religiøse forhold. I københavn har Mosaisk Trossamfund sit eget afgrænsede begravelsesområde på Vestre Kirkegård. Der er tradition for, at gravstedet holdes simpelt, da pynt og udsmykning ikke er en del af det jødiske begravelsesritual. Når man besøger et jødisk gravsted lægger man typisk en lille sten på selve gravstenen, som vidne om, at man har besøgt graven. En sten visner og dør ikke, ligesom en blomst, og stenen symboliserer det evige liv. Der er ikke tradition for, at pynte et gravsted med noget som visner og dør, og man ser derfor sjældent blomster og lys på et jødisk gravsted.

http://begravelse1810.dk/
https://livogdoed.dk/temaer/joeders-afsked-med-de-doede/
https://mosaiske.dk/dod-og-begravelse-2/